Drømmeboligen ser forskellig ud fra familie til familie. For nogen handler det om beliggenhed og arkitektur, mens det for andre er plads og højt til himlen, der tæller. På Skiveegnen kan du bo på mange forskellige måder både i byen, landsbyen eller på landet. De økonomiske fordele ved at købe, bygge eller leje her, gør det muligt at realisere dine boligdrømme.    

Skive er en gammel købstad med ca. 22.000 indbyggere. Med naturskøn placering lige ved Limfjorden, Krabbesholm Skov mod øst, og Skive Å, der bugter sig gennem bydelene, har du her mulighed for at bo i byen med naturen lige udenfor døren.

I det kuperede Nordfjends, på den frodige halvø Salling og molérøen Fur ligger mange mindre byer og landsbyer, som alle er kendetegnet ved et aktivt fællesskab. Også her bor du naturskønt, og uanset hvor du finder din drømmebolig, vil der aldrig være længere end 12 km til nærmeste kyst.    

Skive er en levende egn, der byder på et rigt kulturliv, et aktivt fritidsliv og gode karrieremuligheder. Her kan du bo med din familie i trygge rammer og med tid til hinanden.

Publiceret 24-04-2017